Fuldautomatisk fordeling af frisk foder og strøelse

EKTOS udvikler styring og trådløs kommunikation til strøsystem fra JH Agro

JHminiStrø er en fuldautomatisk strømaskine, der fordeler frisk foder og strøelse til køer, svin og høns. Maskinen kører på skinner monteret i staldloftet og flere end 300 strømaskiner fra JH Agro i Holstebro fordeler dagligt foder og strøelse til dyr på bedrifter i Danmark og udlandet.

Det tætte og langvarige samarbejde mellem EKTOS og JH Agro omfatter både første og anden generation af JHminiStrø plus et nyt projekt under udvikling.

– Vi startede vores samarbejde for omkring to et halvt år siden i forbindelse med den første version af JHminiStrø, fortæller Lars Forbech, udviklings- og produktionschef i JH Agro.

– Vi bad EKTOS overtage produktionen af printene til maskinens elektroniske styring. Da vi senere skulle udvikle en ny version af JHminiStrø bad vi EKTOS om at stå for hele udviklingsarbejdet omkring elektronikken. En af EKTOS’ medarbejdere hjalp os med at lave en komplet projektbeskrivelse, der samlede de ønsker og krav vi havde til forbedringer og nye features. Han integrerede vores input i en kravspecifikation for både software og hardware. Derefter byggede EKTOS systemet, sørgede for alle relevante godkendelser, købte de nødvendige materialer og valgte en producent. Den efterfølgende kvalitetskontrol har EKTOS også taget ansvaret for.

 

.

 

Tillid og tæt samarbejde

Jesper Holst, direktør i EKTOS uddyber:
– Det er altid spændende at indgå i et så tæt og langvarigt samarbejde. JH Agro viste os den store tillid at overlade ansvaret til os, da de ikke selv havde tilstrækkelig ekspertise inden for elektronikudvikling. Rent teknisk skulle vi også løse nogle interessante udfordringer. Maskinerne kører 24/7 og det stiller høje krav til robusthed og driftssikkerhed. Desuden kører de i et hårdt staldmiljø med støv og skidt og ikke mindst ammoniakdampe, der angriber elektronikken. Vi udviklede derfor en løsning, hvor al elektronik er særligt indkapslet, også touch-skærmen som landmanden programmerer og styrer systemet med.

 

Nye features

Ifølge Lars Forbech fra JH Agro har EKTOS bidraget til at forbedre den nye version af JHminiStrø på en række punkter:
– Selve skinnesystemet, som strømaskinen hænger i, er uændret. Men nu kan vi håndtere op til fem maskiner, der kører samtidig på samme skinnesystem. Vi har også udviklet en trådløs styring af skiftesporene og vi kan styre vægten ved af- og pålæsning. Vi har fået mulighed for at fjern-supportere maskinen og desuden betyder en ny, 10-tommers touch-skærm og et nyt interface, at maskinen er blevet nemmere at betjene for landmanden.

EKTOS bidraget til at forbedre den nye version af JHminiStrø på en række punkter – Lars Forbech, udviklings- og produktionschef i JH Agro

Jesper Holst, EKTOS, fremhæver den nye, trådløse styring som teknisk avanceret og innovativ. Styringen, der sørger for at strømaskinerne følger den forprogrammerede rute, består af sensorer koblet sammen i et mesh-netværk. Mesh-teknologien er udviklet af den danske virksomhed NeoCortec.

 

Styring til forsuring

JH Agro og EKTOS er allerede i gang med et nyt, fælles udviklingsprojekt. EKTOS udvikler og kvalitetssikrer ny styringssoftware JH Agros patenterede anlæg til forsuring af gylle, JH Forsuring NH4+. Anlægget bygger på et kemisk princip, der sænker gyllens surhedsgrad og dermed nedsætter udslippet af ammoniak. Det giver en gylle med mere næring, mindre miljøbelastning og bedre arbejdsmiljø og dyrevelfærd.

Den nye generation af JH Agros forsuringsanlæg får styringssoftware med en række nye features, bl.a. vil det kunne håndtere 12 strenge i modsætning til 6 strenge i det gamle anlæg.

 

Du er velkommen til at kontakte Jesper Holst på mail jho@ektos.net eller tlf. +45 7070 1499, hvis du er  interesseret i at høre mere om projektet eller ønsker at høre, hvad EKTOS kan gøre for dig.

Mere information

Jesper Holst
Direktør
jho@ektos.net