LED-driver til museumsbelysning

Efter kun tre måneder afleverede vi 930 lampe-drivere og 230 styringer til Roblon A/S.

Den danske virksomhed Roblon A/S, som har udviklet LED-belysning til det internationale marked siden 1995, stod med en helt særlig udfordring, da de blev bedt om at videreudvikle en af deres LED-lamper til at kaste nyt lys over migrationshistorien i Tyskland.
Et museum er oprettet på en jernbanestation i Friedland i det centrale Tyskland, hvor over fire millioner tyske og internationale migranter er blevet modtaget siden 1945. Belysningen på museet skal understøtte migranternes fortællinger uden at forstyrre, være til fare for brandsikkerheden eller påvirke genstandenes udstillingslevetid på grund af falmen eller anden form for nedbrydning.

Lampen, kaldet Ara 5, er monteret magnetisk på en skinne, hvilket gør den meget fleksibel og øger mulighederne for at tilpasse lysets vinkel til den specifikke brugs-situation. Netop denne udstilling bød på endnu en udfordring, fordi lamperne både skulle kunne dæmpes individuelt og centralt. Roblon hyrede derfor et projekthold fra EKTOS til at hjælpe med at løse opgaven.

Digital kontrol over analog strømstyring

”Der er ikke så mange lamper, der kører med én diode af gangen”, fortæller R&D ingenør hos Roblon, Hans Martin Kirkegaard, og fortsætter: ”Normalt sætter man flere dioder efter hinanden i en serieforbindelse og opnår på den måde en højere spænding, hvilket driverteknisk er lettere at håndtere, når man gerne vil kunne dæmpe lyset.” Projektleder hos EKTOS, Brian Thomsen, tilføjer: ”Det er svært at få fuld funktionalitet med analoge løsninger, så derfor valgte vi en digital løsning, hvor strømstyringen foregår lokalt på hver lampe”.

Udviklingen af denne løsning er baseret på PLC-teknologi, eller Power Line Communication, hvilket betyder, at forsyningsvejen til de enkelte lamper er overlejret med digital kommunikation. At strømstyringen sidder lokalt, betyder, at hver enkelt lampe er uafhængig af de andre lampers strømforbrug, hvilket giver ens adfærd for alle de lamper, som er koblet på samme skinne.

En kort process

”Samarbejdet med EKTOS har været det bedste samarbejde, som vi endnu har haft med en elektronikleverandør,” fortæller Hans Martin Kirkegaard. Fra det første møde mellem EKTOS og Roblon gik der blot tre måneder, inden EKTOS leverede de lovede 930 lampe-drivere og 230 controller PCB’er.

”Samarbejdet med EKTOS har været det bedste samarbejde, som vi endnu har haft med en elektronikleverandør”

Grundet en begrænset projektperiode, og fordi EKTOS havde erfaring med Power Line Communication fra tidligere, valgte EKTOS at sætte et lille, alternativt projekthold sammen, hvor projektleder og udvikler arbejdede direkte sammen. ”Strukturen i EKTOS gør det muligt at sammensætte et projekthold, der matcher lige præcis den enkelte projekt-situation. Det betyder, at vores kunder kun betaler for det, de har brug for.” fortæller projektleder Brian Thomsen.

”Strukturen i EKTOS gør det muligt at sammensætte et projekthold, der matcher lige præcis den enkelte projekt-situation. Det betyder, at vores kunder kun betaler for det, de har brug for.”

Roblons første kunde til Ara 5, Friedland Museet, åbnede den 15. marts i år. Læs mere om udstillingen her: www.museum-friedland.de.


Besøg Roblon A/S

Mere information

Niels Martin Jørgensen
Direktør
nmj@ektos.net