Priess’ intelligente gadebelysning bliver endnu klogere

Alfred Priess og EKTOS forbedrer solcellemaster med et GSM-modul og et software-modul fra Nabto

  • År

    2018

  • Kunde

    Alfred Priess A/S

Alfred Priess A/S og EKTOS A/S har arbejdet sammen siden 2015 på udvikling og optimering af styringer til Priess’ produkt-serie af intelligente solcellemaster til gadebelysning. Siden da, er produktet blevet raffineret i samarbejdet mellem Priess, deres kunder og EKTOS.

To af de vigtigste forbedringer, som EKTOS har implementeret i den seneste version af styringen, er fjernadgang gennem et software-modul fra Nabto samt tilføjelse af et GSM-modul. De nye adgangsmuligheder giver helt nye anvendelsesmuligheder for produktet.

Nabto – en smutvej til bedre support gennem firewalls

Noget af det smarte ved Priess’ solcellemaster er, at man kan administrere masterne gennem en WiFi forbindelse, hvilket minimerer antallet af fysiske besøg ved selve masten, når der for eksempel skal ydes support. På grund af firewalls kan man dog ikke ”bare” logge på en mast fra sit skrivebord uden at involvere it-administratoren for netværket. For Priess og for mange af deres kunder er det blevet en irriterende barriere.

Løsningen på problemet er implementeret i den seneste version af styringen i form af et software-modul fra virksomheden Nabto. ”Vores løsning gør, at når enheden kommer på et netværket, sender den en besked op til en lokal server på internettet og fortæller, hvor enheden er, samt hvilket IP og socket-nummer, den har. Det gør den hvert 15. sekund. Når jeg vil i kontakt med enheden, søger jeg efter den fra min telefon eller computer, og så bliver de to enheder parret,” forklarer Karsten Viuf, salgsdirektør hos Nabto, og fortsætter: ”Det er ikke meget anderledes, end hvis du bruger en VPN fra privaten og ind til arbejdet – det er de samme sikkerhedskomponenter, vi bruger.”

GSM er løsningen, når WiFi ikke rækker

Sammen med Nabto-modulet har Priess også valgt at implementere et GSM-modul i den seneste version af styringerne, så det er muligt at nå ud til de master, som er placeret steder, hvor der ikke er WiFi-dækning, som for eksempel langs en indfaldsvej til Abu Dhabi eller på en parkeringsplads i Sydsverige. Tidligere kunne man sætte et sim-kort i hver mast, men det betød, at man skulle betale for et abonnement til hvert enkelt sim-kort. Havde man 500 master, kunne det hurtigt blive dyrt. Fordi vi har udviklet styringen med et lokalt Mesh-netværk, og fordi vi nu også har implementeret GSM-netværk, er det nu muligt at komme i forbindelse med en større gruppe af master via ét simkort.

Sammen flytter vi grænserne for, hvad der kan lade sig gøre

For at gøre hele systemet endnu bedre, er vi nu ved at implementere en løsning, der gør, at systemerne automatisk melder tilbage til kunderne og til Priess, inden der opstår et problem hos en mast. Det kunne for eksempel være inden batteriet løber tør for strøm, hvis der har været overskyet længe.

”Vi optimerer vores produkt på baggrund af vores egne erfaringer eller kundeforespørgsler, og når jeg er kommet til vores projektleder hos EKTOS, som jeg har arbejdet tæt sammen med lige fra starten, har han altid haft nogle rigtig gode idéer til løsninger,” fortæller Ole Søndergård, produktchef hos Priess, og fortsætter: ”EKTOS har også nogle fantastisk dygtige folk i Ukraine, som kender vores produkt ned til mindste detalje, så de ved, hvad det kan og ikke kan. Det er lykkedes at udvikle nogle uhyre pålidelige styringer, hvor effektkonvertering samt avanceret styring og kommunikation fungerer godt sammen i de flere tusinde master, vi har ude nu. Hverken sproget eller afstanden er noget problem, så jeg regner med at vi fortsætter samarbejdet i lang tid endnu,” konkluderer Ole Søndergård.

EKTOS har også nogle fantastisk dygtige folk i Ukraine, som kender vores produkt ned til mindste detalje, så de ved, hvad det kan og ikke kan.” Ole Søndergård, produktchef hos Alfred Priess A/S

Hos EKTOS glæder vi os til at være en del af den videre optimering af styringen til solcellemasterne. Ny teknologi bliver hele tiden udviklet, så grænserne for, hvor smarte de kan blive, rykker sig hele tiden. Vi elsker at være dér, hvor den nyeste teknologi bliver afprøvet og implementeret i funktionelle IoT-løsninger, så vi kan blive ved med at være kompetente samarbejdspartnere for vores kunder.

Mere information

Jacob Eisenhaardt
Kundechef
jei@ektos.net